Hvordan behandles rejsningsproblemer?
Oplever du rejsningsproblemer eller har du mistanke om impotens, skal du kontakte din læge. Lægen vil undersøge om problemerne skyldes psykiske eller fysiske årsager.
Er årsagen psykisk, kan en sexolog eller psykolog oftest hjælpe - eventuelt i kombination med medicin.
Ved fysiske årsager vil løsningen ofte være at få ordineret medicin, fx potenspiller der fremmer rejsningen ved seksuel stimuli. Dette er gavnligt for mange diabetikere. NB. Du kan søge om at få dækket udgifterne til potensmidler via Servicelovens § 100, hvis dine rejsningsproblemer skyldes diabetes, og hvis du er berettiget til at modtage støtte.
Det er også muligt at få en injektionsbehandling, hvor der sprøjtes et eller flere stoffer ind i penis, som påvirker blodkarrene.
Du kan også lave en vakuumbehandling med en penispumpe. Den virker ved at føre penis ind i pumpens hulrum. Herefter kan man med pumpekraft skabe en rejsning, hvorefter der kan påføres en pubisring, så blodet bliver i penis og erektionen er længerevarende.